| |
Birkelses hovedbygning er et trefløjet anlæg, hvis sidefløje åbner sig mod gårdspladsen i nordøst.
Omkring år 1697 var hovedbygningen et firefløjet anlæg i to etager. Tre af fløjene var opført i bindingsværk og lå vest for den nuværende hovedfløj.
I 1819 brændte hovedbygningen imidlertid, og efter branden blev store dele af hovedfløjen genopbygget, og hovedbygningen fik sit nuværende udseende.
Hovedfløjens midterparti er blandt de ældst bevarede bygningselementer. Partiet er i én etage og opført i munkesten. Bygningen står på en høj hvælvet kælder, og menes at være opført i sidste halvdel af 1500-tallet.
Efter branden i 1819 blev hovedfløjen forlænget, og de to gavlpartier, der er i to etager, blev opført. Samtidig blev de to nuværende sidefløje opført. Fløjene, der er opført i bindingsværk, er i én etage og åbner sig mod gårdspladsen i nord, hvorved der etableres forbindelse mellem hovedbygning og avlsbygning. Sidefløjene er forbundne med hovedfløjen ved flere små bygninger.
Omkring 1850 blev der opsat en række kamtakkede kvistgavle på hovedfløjen, men i 1960 blev disse fjernet igen, da taget blev moderniseret.
Hovedbygningen ligger på en nu stærkt udvisket borgplads, hvor gamle grave udenom stadig kan ses i terrænet som sænkninger. Mod nord flyder Rye Å forbi hovedbygningen.
Hovedbygningen er fredet.
I 1697, hvor der blev gennemført et syn på gården, bestod avlsanlægget af fire længer. Mod nord et fæhus til kvæget, mod vest en længe til gårdens stude, mod syd en kornlade og mod øst en nyopført længe.
Kernen i det nuværende grundmurede avlsanlæg er imidlertid opført i 1850 og er siden løbende blevet udbygget.
Længst mod øst ligger et imponerende trelænget anlæg, hvis østlige længe rummer porten, der giver adgang til den aflange gårdsplads. Gårdspladsen afgrænses mod nord og syd af enkeltstående driftsbygninger og en forpagterbolig i fortsættelse af akserne fra hovedbygningens sidefløje og avlsgårdens sidefløje.
Fredningsstatus 2013: Bortset fra en mindre træbygning er alle driftsbygningerne opført i 1850 fredede.
Omkring 1710 blev der på Birkelse opført en vindmølle, Birkelse Mølle, som stadig findes.
Kulturmiljø
På Birkelse findes over 130 familieportrætter, ligesom der findes et stamtræ med ni led malet på træ og dateret 1710.
Sammen med gården ligger en betydelig have eller park på omkring 17 ha, som gennemløbes af Rye Å.
Nær Birkelse ligger også mosen Store Vildmose, som indtil den blev kultiveret var Danmarks største højmose.
En stor del af mosen menes at have fulgt med gården Hammelmose, som Kronen solgte til Albert Skeel i 1541. Halvdelen af Hammelmose kom til at høre under Birkelse fra 1694 og den anden halvdel fra 1794. I 1835 tog Jørgen Skeel dele af mosen i brug og byggede her to nye gårde, og dette fik Kronen til at tage sagen om ejendomsretten op. Dette førte til en kommissionsdom i 1839, hvor Birkelse fik fuld ejendomsret over store dele af mosen, mens andre nærliggende gårde fik ejendomsret over resten af mosen. Kronen fik dets krav om ejendomsret afvist. Dommen blev stadsfæstet i 1843.
Allerede i starten af 1800-tallet var der interesse for udnyttelse af Store Vildmose, men først i 1919 kom der planer fra Statens Grundforbedringskommission om at udnytte den. Vildmosekommissionen blev nedsat, og denne foreslog at udnytte mosen til landbrugsmæssige formål, hvorfor staten købte 2778 ha af mosejorden fra Birkelse, hvorefter kultiveringsarbejdet gik i gang.
Birkelse
Kammerherrensvej 59
9440 Aabybro
Spøgende damer herrer samt Frejas kat
De fleste gamle herresæder har deres sagn og mysterier,
således også det hvide Birkelse, som ligger på det flade land ved Rye Å’s bred.
Efter sagnet var det rigsmarsk Jørgen Lunges frue, Sophie Stensdatter Brahe (han 1619, hun 1659 ), der rejste en del af det endnu stående stenhus, hvor midterpartiet kan dateres til cirka 1555.
Byggeriet fandt sted, medens rigsmarsken deltog i Kalmarkrigen (1611-13) og for at skaffe de fornødne penge, skal fruen have benyttet den ret usædvanlige fremgangsmåde at gå rundt blandt velsituerde standsfæller i Norge og den danske del af Sverige og ”rasle” pengene ind med et stort sølvkrus, akkurat som der i dag rasles til fastelavn. Da kruset var fyldt, vendte hun hjem og lod sine folk gå i gang med det omfattende byggeri.
Det var midt om sommeren og usædvandligt hedt, men fru Sophie ville absolut have, at gården skulle stå færdig, til gemalen returnerede fra felten, og derfor lod hun bønderne, som hun ingen som helst agtelse havde for, slæbe og trælle i varmen, så flere styrtede under arbejdet og døde. De overlevende fandt ingen grund til at begræde dem, der på den måde gik bort; ret beset var det kun en lykke for dem, thi så slap de for pisk, træhest og hundehul.
Fru Sophie skal ligeledes have ladet den store lade, som var Birkelses stolthed, rejse. Det var ikke muligt at finde tilstrækkelig meget egnet træ til formålet i Danmark. Derfor bestiltes det i Sverige, og hun lod svenske tømrere hugge det til; derimod mente hun nok, at danske håndværkkere kunne samle laden og ville spare at lade svenskerne rejse herned. Dette blev de gode folk, der havde set hen til en lille danmarksfærd, noget fortrydelige over, og for at hævne sig, huggede de forkerte tal i tømmeret, så de forskellige dele ikke var til at passe sammen. Danskerne kunne således ikke samle laden, og hvor nødigt fru Sophie end ville, måtte hun sende bud efter svenskerne. Måske er den hvide dame, som en sjælden gang har vist sig på Birkelse, identisk med Sophie Stensdatter Brahe. Om dette genfærd kan følgende berettes: En aften i 1868, var en del damer forsamlet i en af hovedbygnings stuer, hvor de sad og drøftede løs og fast over en kop kaffe. Pludselig tav en af dem, blev ligbleg og stirrede med åben mund hen mod døren. De andre fulgte hendes blik og nåede netop at se døren lukke sig. Den stakkels dame var faldet i svime, men da man lod hende lugte til kamfer, kom hun atter til sig selv og fortalte da døren pludselig var gået op, og en hvid, halvt gennemsigtig dame i en gammeldags dragt var kommet ind. Hun gik hen mod selskabet, men betænkte sig åbenbart, vendte om og skred atter ud af døren, som lukkedes af sig selv.
Men selv om Birkelses kat nu er borte, er gården ikke ganske overladt til sin skæbne; for endnu er der bevaret benraden af en kat, der kan være gårdens beskytter. Katten var frugtbarhedsgudinden Frejas dyr, og hun dyrkedes ofte i skikkelse af en kat.
Om Birkelses herremænd fortælles der ikke mange sagn. Men en forvalter, assessor Niels Vrigsted Møller, har formået at sætte folkefantasien i sving; han var frimurer, og der går sælsomme fortællinger om hans endeligt: Møller vidste selv, hvornår han skulle dø, og da timen var kommet, trak han sig tilbage til sit værelse, hvor man kort efter fandt ham liggende død over sengen.
Forvalteren havde forlangt af sin kone, at hun skulle åbne hans pulsåre, når han havde udåndet, men da det kom til stykket, turde hun alligevel ikke efterkomme ønsket. Resultatet var at Møller kom til at gå igen. Hver nat gik han fra Aaby kirkegård, hvor han er begravet, og til Birkelse, hvor han lagde sig i sin seng. Barnepigen, som kort efter hans død, en aften sad og vuggede assessorens og fruens mindste, mærkede pludselig, hvordan en iskold hånd pressede mod hendes nakke, så hun blev nødt til at bøje hovedet til siden. Hun mente, det var Møller, der ville se til den lille. Assessoren havde hele sit liv kæmpet med en svarlig tørst - ikke at han var fordrukken, for det var vist mest vand, han nød. Og selv efter døden pinte tørsten ham, og hver aften skulle graveren sætte en pægl vand på graven, så den døde kunne få lindring for denne svaghed.
Link: OVERSIGT
|
|
