| |
Sejlstrupgaard blev nedbrændt under Grevens Fejde i 1534, hvorefter gårdens nye hovedbygninger blev opført ca. en kilometer øst for, hvor den gamle hovedbygning havde ligget. Den nye hovedbygning omtales i 1627 som et bindingsværkshus i to etager med tegltag.
Den eksisterende hovedbygning blev opført i 1774 af daværende ejer Erik Hansen Wilsbech. Bygningen er senere blevet udbygget til et firefløjet anlæg. Den er i hvidpudset grundmur i en etage med tegltag. Der er en port vestligt i hovedfløjen, der ligger mod syd. Denne var tidligere udstyret med en bred kvistgavl, hvilket imidlertid blev ændret til en lang afdækket forhøjning efter en brand i 1951. I samme ombæring blev der på taget anbragt et lille spir med ur.
Hovedbygningen er ikke fredet.
Sejlstrupgaards avlsbygninger blev opført i 1951 efter en brand og er i grundmur med pladetag.
Avlsbygningerne er ikke fredede.
Til Sejlstrupgaard hører en have på ca. fire tdr. Denne er omgivet af jordvolde, ligesom der stadig er rester fra et gammelt voldsted, hvilket viser sig ved tre tørlagte voldgrave.
Ca. en kilometer vest for Sejlstrupgaard ligger voldstedet, hvor gården var placeret frem til 1534. Voldstedet har haft en nærmest kvadratisk borgbanke, som var omgivet af grave og ydervolde.
Den pengeglade herremand
I årene 1768-98 ejede Erik Hansen Wilsbech Sejlstrupgaard (ejerforhold 1798-1796), og i 1774 opførte han den endnu stående hovedbygning. Om denne herremand fortælles mangfoldigt, men ikke meget godt. Han var ualmindelig pengegrisk og tog det ikke nøje med, hvordan han kom til klingende mønt; hvis bønderne ikke rettidigt betalte deres landgilde, var han ikke bleg for på stedet at holde auktion over deres få ejendele, og end ikke en fattig kone med syv børn og kun syv brød i huset ville han skåne. Det blev nødvendigt for sognefogeden at gribe ind og forpurre salg af brødene, fordi der ingen andre fødemidler var på stedet.
En sådan mand var ikke tiggeres ven, og han gav aldrig en styver til nogen;- dog, en dag pungede han alligevel ud:
Der kom en tigger, som ikke kendte ham, til Sejlstrupgaard og da Wilsbech var den første, han mødte spurgte han ham, om manden på gården vel var hjemme? Wilsbech slog med nakken: ”Her bor ingen mand, men en vældig herre”, sagde han. ” Gudskelov og tak”, svarede tiggeren kendeligt imponeret, ”Så var det måske Dem, der gav os den gode regn i går?”- Åh, rejs ad helvede til” råbte herremanden ærgerlig.” Der var jeg forleden, men de spyttede ad mig og spurgte efter Dem”, kom det forsorent fra tiggeren. Da stak Wilsbech ham otte skillinger for at få ham til at gå; men det var også både de første og de sidste penge, han forærede nogen.
Til sidst fik Wilsbech ødelagt sine ben, og gik således til: Han havde været i en gård og skrive manden for restancer. Men da han gik, sendte en gammel kone et skadeligt blik efter ham; det medførte, at han pludselig styrtede om på gårdspladsen, og til sine folk råbte han: Bær mig op i vognen; mine ben duer aldrig mere til noget. Og sådan blev det ganske rigtigt.
Link: OVERSIGT
|
|
