| |
Pontoppidans Danske Atlas oplyste i 1769, at hovedbygningen på Asdal bestod af to grundmurede huse. Det ene af disse var to etager, men skulle tidligere have været i tre etager, ligesom det andet hus. Den beskrevne hovedbygning stammer formodentligt fra Frederik Rantzaus ejertid, og angiveligt skulle der, foruden de to grundmurede huse, også have været opført en bindingsværksfløj. Ifølge traditionen var der i forbindelse med det nordlige hus opført to tårne, Vagttårnet og Brandtårnet.
I 1803 blev denne gamle hovedbygning revet ned, og den nuværende hovedbygning blev opført i 1890'erne af Ole Christian Olesen, som små 30 år forinden havde købt Asdalgaard.
Ole Christian Olesens hovedbygning blev opført sydøst for den tidligere hovedbygning. Midterfløjen er opført i røde mursten, mens sidefløjene er hvidpudsede. Alle tre fløje er belagt med Skifertag.
Hovedbygningen er ikke fredet.
Nord for hovedbygningen ligger der, på den anden side af en vej, et større anlæg af driftsbygninger, der hører til Asdalgaard.
De ældste avlsbygninger er fra slutningen af 1800-tallet, mens de øvrige er fra det 20. århundrede.
Avlsanlægget er ikke fredet.
Nordvest for Asdalgaard hovedbygninger ligger Asdal Voldsted. Voldstedet er en firkantet ca. 11 meter høj banke, som på alle sider er omgivet af grave. Gravene har via et dæmningssystem været vandfyldte, og på banken lå den tidligere hovedbygning, der blev opført af Frederik Rantzau.
Karl Pølses flæsk, en drillegejst og hovedløs kat
Det er hovedsagelig den mytiske herremand, Karl Pølse, der som en slags fællesnævner for alle gårdens ældre ejere, har fået sagnene til at gro:
Karl Pølse (som dengang hed noget andet ) og herremanden på Odden havde deres svin gående sammen på olden i en skov. Et efterår, da svinene skulle drives hjem, var der imidlertid et særlig flot dyr, som begge hævdede ejendomsretten til, og det kom så vidt, at sagen måtte forelægges en dommer. Denne dømte, at svinet skulle skæres over i halvdele, og at en flæskeside skulle hænges op i hver af gårdene. Den, hvis flæsk længst holdt sig friskt, havde været svinets rette ejer.
Det fortælles på Asdal, at Karls flæsk holdt si længst (der er endnu bevaret lidt af det) og i stolthed herover ville Karl tage et navn, der viste hen til historien med svinet. Nu var navne som Griis og Galt dog allerede optagne af andre slægter, og han kunne derfor ikke finde på bedre end at kalde sig ”Pølse”
Samme Karl Pølse var nok den, der byggede det gamle Asdal, hvis vældige voldsted endnu er bevaret, og foruden at være herremand, var han en slem sørøver. Han forsynede Asdal med to høje tårne - såkaldte brankhuse – og på dem brændte han bål om natten. Når skibene kom sejlende ude på Nordsøen , og skipperne så blussene, troede de, at de var ved at runde Skagen, de sejlede derfor indad og gik på grund, så Karl Pølse og hans folk kunne udplyndre dem. Engang var der imidlertid en engelsk (andre siger norsk) kaptajn, som havde opdaget dette lumskeri. Han lænkede kanonkugler sammen to og to og affyrede dem mod Asdal, hvor de rev tårnene ned.
Undertiden fik Karl Pølse besøg af hesteprangere, men dem lokkede han ud på faldlem, så de styrtede ned i et dybt vandhul under borgen og druknede. Derefter lod han dem atter fiske op og tog deres penge.
Der kendes forskellige historier om, hvordan Karl Pølse kom ud af denne verden. Ifølge en mere romantisk beskrivelse rullede en karosse med fire mælkehvide hingste for ind på Asdal. Med den kørte Karl af gårde, og ingen så ham siden. Slet så poetisk er en anden version gående ud på, at bønderne, der efterhånden var opbragte på grund af Karl Pølse mange overgreb imod dem, en dag lagde sig i baghold for ham, fangede ham og satte ham i en pigtønde, hvori han slæbtes til døde.
En af de senere ejer var Otto Banner, som var gift med den berygtede fru Ingeborg Skeel til Voergaard, og da han døde i 1585, stod hans regnskab så slet, at han kom til at gå igen. Han blev dog siden manet ned ved et sted, der kaldes Fjeransen. Der er imidlertid stadig noget pusleri på Asdal. Dengang man havde levende lys, generede en drillegejst pigerne og gjorde dem bange ved ustandselig at puste deres lys ud, når de skulle arbejde i køkkenet om aftenen. På det gamle voldsted går en hovedløs helmis omkring. Om flæsket er at sige, at dets rester aldrig må fjernes fra gården, thi så sker der stor ulykker. Engang i forrige århundrede trodsede en ejer denne bestemmelse og kastede flæsket på møddingen. Straks udbrød der kvægsyge på gården og en mængde kreaturer døde, så flæsket kom snart på plads igen. Hvis nogen skærer sig eller har sår, skal det være godt at lægge flæsket på, så læges vunden øjeblikket.
Link: OVERSIGT
|
|
