Hæstrupgaard var en herregård allerede i 1400-tallet, og tilhørte i 1424 den ukendte væbner Jens Persen.
I 1682 bestod borggården af tre huse. En ny hovedbygning blev imidlertid opført i midten af 1700-tallet, og i dag er hovedbygningen et tofløjet anlæg.
Kernen i den endnu eksisterende hovedbygning blev opført af Laurs Thorsen i 1748. Thorsen lod opføre en hovedfløj og nordfløj i grundmur, mens han bevarede en stråtækt sydfløj fra det tidligere anlæg. Thorsens midterfløj eksisterer endnu, men såvel sydfløjen og nordfløjen er i 2012 væk.
Anlægget, der har én etage, er blevet ombygget ad flere omgange blandt andet i 1894, hvor den endnu eksisterende sydfløj blev opført, og i 1936.
Hovedbygningerne er i 2012 pudsede og belagt med tegltag. På hver ende af østfløjen, der blev brugt til beboelse, er der opført fremtrædende og gennemgående kamtakkede frontgavle.
Hovedbygningen er ikke fredet og helt forladt, og hjemsøgt af spøgelser, der er aktive såvel dag og nat. Det har slået sig ned på loftet, men hvem det er, har man ingen anelse om.
Hæstrupgaards gamle avlsanlæg brændte i 1934, hvorefter der blev opført et nyt anlæg. Avlsbygningerne består af to sammenbyggede længer, der er belagt med brunligt skifertag.
Avlsgården er ikke fredet.
Kulturmiljø:
Der er anlagt have øst for hovedbygningen.
Til Hæstrupgaard hører også Hæstrup Møllebæk, der danner skellet til Vennebjerg herred.
I år 2013 var gården ejet af Jens Kristian Risager og Børge Jensen.
Bonden og herremandens skind.
Lundegaard i Hæstrup sogn var fæsteejendom under herresædet Hæstrupgaard. Bonden på Lundegaard, Jens, var fattig, derimod var herremanden rig, og han lånte ofte Jens både penge, redskaber og korn. Engang, da herremanden som sædvanlig havde hjulpet Jens ud af en knibe, takkede denne ham rørt og sagde:(Vorherre lønne jer for eders velgerninger, thi jeg kan det ikke) .
Da sagde herremanden: (Det kan du dog, vil du våge over min ligkiste første nat, den bliver sat i begravelsen, da har du takket mig rigeligt, og jeg vil gøre dig til en rig mand.) Det gik bonden ind på, og herremanden gav ham fæstegården til eje samt dertil en passende besætning og en god slum penge til at starte på. Kort efter døde herremanden, og Jens, som huskede sit løfte, bad præsten om lov til den første nat at sidde i kirken ved herremandens kiste. Præsten blev noget bestyrtet over Jens begæring og betroede ham, at han svævede i den dødeligste fare, men mente dog, at der kunne findes på råd for hans frelse.
Om aften fulgte præsten Jens hen i kirken, hvor kisten stod omgivet af brændende vokslys. Han anbragte bonden på en stol lidt fra kisten og tegnede en cirkel om ham, derefter gav han Jens en bog og stak ham en krogkæp i hånden.
Jens fik instrukser om, at han ikke under nogen omstændigheder måtte rejse og gå udenfor cirklen: (Der vil nok i nattens løb komme nogen, som ligner mig, og prøve på at lokke dig ud), sagde præsten ), men du må først gå med, når vedkommende kan træde over cirklen og tage fat i dig, thi så er det virkelig mig – alle andre må blive udenfor. Derimod må du nok rage til dig, hvad du formår med krogkæppen.)
Derefter gik præsten, og Jens blev alene tilbage. Han sad og læste i bogen, da døren til kirken pludselig fløj op, og en høj, sort mand kom ind. Hvad sidder du her efter? spurgte han Jens. Jeg skal passe på min døde husbond. Ja det er godt, men se at pille af i en fart og giver mig bogen, du sidder med.
Jens ville imidlertid ikke rejse sig, og hvor meget den sorte end truede, foretog han sig intet; da Fanden, for ham var det ikke kunne overskride cirklen, måtte han til sidst fortrække med uforrettet sag.
Nu blev det et herrens vejr udenfor: Regnen piskede mod ruderne, det lynede og tordnede, og vinden fløjtede om hushjørnerne. Jens var ikke glad ved situationen. Han ventede, at det snart ville være ude med ham, men så stilnede uvejret brat af, og det så ud, som om det var ved at dages. Døren til kirken åbnedes, og præsten trådte ind, Jens, som mente at hans nattevågen nu var ovre, gav et lettelsens suk. Præsten gik hen til cirklen, talte venligt til ham og bad ham nu tænke lidt på sig selv og gå hjem og sove, men mærkeligt nok, magtede han så lidt som den sorte mand at overskride cirklen, og derfor blev Jens siddende. Så begyndte præsten også at skælde ud og true, men da Jens ikke rokkede sig af stedet, måtte han omsider gå. Nu hengik et par rolige timer, og Jens var ved at blunde hen, da han hørte støj og så tre mænd komme op ad kirkegulvet. De prøvede, om de kunne kyse Jens bort, men da det heller ikke denne gang lykkedes, koncentrerede de i stedet opmærksomheden om herremandens kiste; de brækkede låget op og begyndte at flå liget, og til sidst hang skindet kun fast i en lille snip.Da var de så uheldige at tabe det, og Jens var kvik nok til at rage ud efter det med sin krogkæp og trække skindet indenfor cirklen. De tre lavede et rædsomt hus for at få skindet igen, men i det samme galede morgenhanen i præstegården, og de måtte ilsomt skynde sig bort. Snart efter dukkede præsten op, han gik roligt gennem cirklen, tog fat om Jens og hjalp ham op. Han betroede den brave bonde, at herremanden åbenbart engang havde forskrevet sig til Fanden, men at han nu takket være Jens trofasthed var frelst. Skindet skulle Fanden have brugt til spøgerier, hvad der altså nu ikke blev noget af .
På Hæstrupgaard var der et kammer ved siden af køkkenet, og her havde pigerne til huse. Om natten kunne det hænde, at døren blev åbnet, og en skinnende hvid dame i en underlig gammeldags dragt viste sig. Også i folkestuen viste damen sig, hun kom gående og tog plads ved bordenden. Man mente, at det var en jomfru, der engang havde taget livet af sit nyfødte barn, som gik der
Hæstrupgaard (FILM)
Adresse:
Hæstrupgaard
Hæstrupvej 166
9800 Hjørring
Link: OVERSIGT |
