| |
Høgholts hovedbygning er opført i 1543. Den blev oprindeligt opført i bindingsværk, men under Frederik Tuteins restaurering i 1880'erne blev næsten alt bygningens bindingsværk erstattet af grundmur. Det er således kun i hovedbygningens østgavl, at der er rester af det gamle bindingsværk.
Hovedbygningen består af tre fløje. Hovedfløjen er i to etager, mens sidefløjene begge er opført i én etage. Østfløjen er sammenbygget med hovedfløjen og står vinkelret på denne, mens den vestlige fløj, der er næsten lige så lang som hovedfløjen, er et enkeltstående hus, der kun er forbundet med hovedfløjen af en mur.
Tårnet, der er opført midt på hovedfløjen, er et resultat af Tuteins restaurering i slutningen af 1800-tallet. Tårnet er i tre etager og rækker med dets spir af messing flere meter over hovedbygningens tage.
Hovedbygningen er fredet. Omfattet af fredningen er også gårdspladsen, såvel som den vejdæmning, der fører til hovedbygningen.
Frederik Tutein rev i 1880'erne den gamle avlsgård ned. Herefter opførte han en ny avlsgård syd for hovedbygningen på den anden side af voldstedet.
Vest og syd for dette anlæg er der opført flere avlsbygninger. Disse er alle opført i den anden halvdel af det 20. århundrede.
Til Høgholt hører der en nedlagt mølledam.
Der er tørlagte voldgrave omkring herregården.
Ejendommen er omgivet af træer og en mindre skov. Nord for hovedbygningen findes der en større sø.
De hårde herresmænd
Det var ikke fordi der sagdes mange gode ord om Niels Jespersen til Høgholt (1774) .Han var en rigtig bondeplager, og hans yndlingsvåben var en vældig knortekæp, som han brugte imod både kvinder og mænd. Engang mishandlede han en stor knøs med 15 stokkeslag, og selv om flere bønder - deriblandt drengens far- var vidne til, hvad der skete, turde ingen af dem lægge sig imellem. Men drengen svor hævn, og da han nogle år senere – som voksen karl - skulle køre et læs korn ind i laden, viste lejligheden sig. Han fik klemt herremanden inde mellem kornlæsset og væggen og lod som om han ikke hørte tyrannens råb og skrig. Når sagnet gør fru Ingeborg Skeel til ejer også Høgholt, stemmer dette ikke med de faktiske forhold. Fru Ingeborg har aldrig ejet Høgholt, ergo kan det ikke være hende, som kommer kørende ind i gården ved midnatstid i en karet med fire sorte for; snarere er det Karen Banner i (1611) der en årrække sad som enke på Høgholt, hvis bønder hun styrede med fast hånd.
På Høgholt var der en skytte, som hed Knud, han havde friskud og behøvede blot at affyre sin bøsse ret op i luften, så kom fuglene dejsende ned af sig selv. Da han døde, kom han til at gå igen, men det var man forberedt på, og derfor sørgede man for, at hans lig blev bragt til en kirke, der lå på den anden side af en å. Genfærd kan ikke gå over vand, og nu må Knud nøjes med hver nat at vandre ned til åens bred, hvor han står og truer af gården.
Også i staldene har der været megen uro og tumlen. Fanden skal selv engang have vist sig derinde i skikkelse af en stor, kulsort tyr med lange horn og gloende øjne.
I begyndelsen af dette århundrede skiftede Høgholt ustandselig ejere, og en af dem gjorde sig bekendt ved at holde et gilde, som egnen aldrig havde oplevet mage. Han inviterede alle, der havde lyst til at komme, og der var vine og spirituosa ad libitum. Der var også den bedste mad, kort sagt: intet manglede. Ganske tid efter forlod godsejeren stedet uden at sige noget om, hvor han rejste hen. Han ejede ikke kongens mønt, og de, der havde solgt Høgholt til ham mistede en masse penge. Det samme gjorde de handlende, for de havde leveret alt til gildet på kredit.
Link: OVERSIGT
|
|
