| |
Hovedbygningen er et firefløjet anlæg i to etager. Den nordlige fløj er kirke og stammer fra klostertiden, mens de øvrige tre fløje er opført mellem 1450 og 1500. Disse fløje gennemgik en stor ombygning i midten af 1700-tallet, da arkitekten Laurids de Thurah ejede stedet.
Thurah ombyggede middelalderklosteret til de barokbygninger, der endnu står i dag. Indvendig er store dele af Laurids de Thurahs ombygning også bevaret, og især kongesalen vidner om de Thurahs præg på stedet. Salen rummer mandsstore portrætter af de oldenborgske konger fra den første oldenborgske konge Christian I (1448-1481) til den danske konge i Laurids de Thurahs samtid, Frederik V (1746-1766).
Børglum klosterkirke ligger i hovedbygningens nordfløj. Den ældste del af kirken, den østlige del, er opført i 1200-tallet i romansk stil. Det er resterne af et storstilet byggeprojekt, som tidligst er igangsat omkring år 1220. Projektet gik i stå 1250'erne, og kirken fik aldrig den prangende udformning, som den havde været tiltænkt.
Skibet, der ligger i kirkens vestlige del, er i gotisk stil. De ældste dele er opført i slutningen af 1200-tallet, men skibet blev ombygget omkring år 1500 - formentlig på grund af en brand.
Især Frederik Kiær, der ejede Børglum frem mod midten af 1700-tallet, var gavmild mod klosterets kirke, således er en betydelig del af kirkens interiør skænket af ham. Heriblandt den næsten 12 meter høje altertavle, der i bredden fylder hele østvæggen.
Bygningerne er hvidkalkede og belagt med rødt tegltag.
Avlsanlægget består af mange separate bygninger, der er opført på forskellige tidspunkter i 1800-tallet, såvel som i forbindelse med en gennemgribende renovering i 1956.
Avlsgården ligger umiddelbart syd for hovedbygningen og udgør sammen med denne et regelmæssigt anlæg, der samler sig om en stor gårdsplads.
De nordlige avlslænger støder op til hovedbygningens vest- og østfløj, mens fire længer mod øst samler sig om en mindre gårdsplads. Anlæggets lade ligger nord for hovedbygningen. Avlsbygningerne er opført i gule mursten
Fredningsstatus 2013: Avlsanlægget er ikke fredet.
Til Børglum hører en række huse og en mølle. Børglum Kloster Mølle blev opført i 1887 til erstatning for godsets tidligere stubmølle.
Til Børglum Kloster hører der to haver. Den ene grænser op til hovedbygningens nordøstside på den ene side og har Børglum kirkes kirkegård på den anden. Den anden have ligger syd for hovedbygningen og er adskilt herfra med en vej.
Til Børglum hører der også en 115 meter høj fredet galgehøj. På Galgehøjen ligger Børglum Kloster Mølle. Historisk samfund har rejst en mindesten for den hellige Skt. Bodils Kilde, der har ligget ved Børglum Kloster.
De mange spøgelser
Der er en særegen stemning over Børglum Kl0ster. Dets brede hvide længer med stejle røde tage skuer fra toppen af en grønsværtækt banke over Løkkens hvide sand og Vesterhavets mørke vover og synes milevidt i det forblæste landskab. Som eventyrets svane med guldæggene, ruger det over fortidens gåder, og så mættede er favnetykke mure af slægters færd og virke, at begivenheder udspillet engang i svundne dage stundom løsner sig fra dem og fortættes til underfulde syner.
Indtil ved 14-tiden den 27. juni 1966, kunne jeg kun skrive om spøgelser som noget, andre havde set. Hin eftermiddag stiftede jeg imidlertid på Børglum bekendtskab med en ”gejst” og tør derfor stå inde for, at det virkelig spøger på det ældgamle Kloster.
Sådan fortæller forfatteren Gorm Benzon, og fortsætter:
Jeg sad alene i det store kirkerum på en bænk nær ved døren og var optaget af at spole en film ud af fotografiapparatet, da jeg fornemmede en svag lyd – nærmest som en fugl, der basker mod ruden. Jeg så op og fik øje på en skikkelse, der henne fra døren kom glidende over gulvet. Jeg var bestem ikke forberedt på at træffe spøgelser, hvilket måske kan forklare, at fænomenet i første øjeblik gjorde så lidet indtryk på mig, at jeg bøjede mig ned over apparatet for at spole videre. Pludselig stod det imidlertid klart for mig, at der vist i grunden var noget usædvanligt på færde. Jeg kiggede atter op og nåede at se skikkelsen bevæge sig vel omkring fire-fem meter, indtil den forsvandt bag et murfremspring. Jeg lagde apparatet og gik hurtigt hen for at se, hvor spøgelset var blevet af. Hele rummet var let overskueligt, men der var intet at øjne.
Mange har berettet om den intense uhyggefornemmelse, der bemægtigede sig dem i stunder, hvor de fik lejlighed til at kigge gennem nøglehullet til det hinsidige. Dette spøgelse fik ikke på nogen måde hårene til at rejse sig. Det hele virkede udramatisk og selvfølgeligt. De skildringer, der haves af spøgelser, viser dem som dens andre igen manifesterer sig som besynderlige uhåndgribelige lysfænomener.
Børglum – spøgelset - eller vel rettere genfærdet - var et luftig væsen beslægtet med de mørke pletter, der danser for øjnene, hvis man har set solen eller er blevet blændet af stærk lys. Det havde skarpe konturer som et kappe – eller kutteklædt menneske, og omkring det tegnede der sig en smal, svagt lysende bræmme. Der kunne ikke være tale om noget blændingsfænomen; det var regnvejr den pågældende dag, og kirkerummet lå dunkelt ned. Genfærdet havde højde som et gennemsnitsmenneske det var røgfarvet - måske en anelse over i det violette, men det var ikke aftegnet ansigtstræk, klædefolder og linnen. Jeg er tilbøjelig til at tro, at jeg kunne skimte baggrunden gennem skikkelsen, men er dog ikke sikker derpå. Jeg havde absolut ikke indtrykket, at det var en død, der åbenbarede sig, snarere var det et halvt udvisket spejlbillede af noget, der engang havde været. Om at fotografere kunne der ikke være tale, da jeg ikke havde film i apparatet. Det er da også tvivlsomt, om der var kommet noget af interesse frem på et fotografi, det havde antagelig til forveksling lignet de mange trickbilleder, der er lavet for at illudere slige fænomener.
Der er meget pusleri på Børglum, og de præmonstratensermunke, som var stedets oprindelige beboere, lader undertiden høre fra sig. En protestantisk biskop, som i 1700- tallet besøgte gården, skal således have haft en ikke helt sædvanlig oplevelse; En nat dukkede der nemlig et par munke op i hans værelse, hvor de sad og nidstirrede ham en stund, indtil de forsvandt. Noget tilsvarende om end af mere grel karakter overgik den grubleriske og ængstelig bisp, Peter Kierkegaard (1805-1888) som overnattede på klosteret i forbindelse med en visitats. Han havde ondt ved at falde i søvn og følte hele tiden en sær uro omkring sig.
Omsider blundede han hen, men vågnede kort efter på ny og så til sin rædsel, at hele værelset var fyldt med munke. Langsomt blegnede de dog, og alt blev
roligt. En lille mand, måske en munk, bevæger sig ved højlys dag med ilsomme fjed hen ad hovedbygningens lange korridorer, hvor godsejer N. J. Rottbøls mor ved to lejligheder så ham. Første gang kom fru Rottbøll fra en stue ud i den såkaldte hvide korridor, hvor man netop var ved at få malet. Hun fik øje på en lille mand, der marcherede af sted med raske skridt, antog ham for maleren og råbte; ”Hov, det er i den anden ende af korridoren, der skal males!”- Jamen jeg står da vist, hvor jeg skal, lød en stemme bag hende. Noget desorienteret vendte fruen sig, og ganske rigtigt: Der maleren og svang kosten på rette sted. Da hun atter så efter den lille mand, var han væk. Anden gang, fru Rottbøll så ham, var i den såkaldte brune gang også kaldet Munkegangen, hvor han ligeledes havde meget travlt. Hun opnåede aldrig at se ham forfra, og i begge tilfælde forsvandt han på gådefuld vis. Der skal føre en løngang fra Børglum kirke; nogle mener, at den går til Kokkedal, andre at den ender ved Vrejlev Kloster. Det fortælles, at man et par gange i forrige århundrede havde åbnet ned til den, men den blev hurtigt tilmuret på ny, fordi der slog en frygtelig rådden stank ud af den. En murer, der prøvede at trænge ned i den kunne kun nå et stykke frem, så standsedes han af en jernport, som han ikke kunne rokke
Link: OVERSIGT |
|
