| |
Hovedbygningen ligger mod nord og den store have, som grænser op til plantagen. Den er opført i én etage i 1893, bygget af røde sten i hollandsk renæssancestil med skifertag. Arkitekt er Martin Borch. Den består af en hovedfløj med en gennemgående tværfløj i hver ende. Hovedfløjen, som har frontspids over indgangsdøren mod syd, har to kviste. Mellem denne hovedfløj og den vestlige tværfløj er der et firkantet tårn med en terrasse og et kobbertækket spir øverst.
Eftersom den er opført i den sidste periode af det klassisk danske herregårdsbyggeri og beliggende i landets nordligste del, er Gaardbogaards hovedbygning en sjældenhed.
Landskabelig have mod syd.
Hovedbygningen er fredet.
Nogle af avlsbygningerne er opført i grundmur i årene 1885-1893, mens andre er fra 1920, 1975, 1977 og 2005. De ligger som en brudt ramme om gårdspladsen, mens der lidt længere mod syd ligger yderligere en avlsbygning.
Avlsbygningerne er ikke fredede.
Vest for gården lå engang Nordjyllands største sø, Gaardbo Sø. Den fyldte hele 775 hektar og var 15 km i omkreds midt i 1800-tallet. Søen blev udtørret 1880-1882.
På Gaardbo birks fredede bakke, kaldet Galgebakken, hvor man holdt birketing i sin tid, opførte Lars Jørgen Wendelboe Larsen i 1891 en stenstøtte tegnet af H. J. Holm.
Syd for Gaardbogaard skal der under flyvesandet i 1842 være fundet spor af en tidligere gård.
I den nordlige del af sognet ligger Råbjerg Mile, mens en anden del af flyvesandet er dækket af Bunken Klitplantage, som blev tilplantet omkring 1888.
I sognet ligger også Ålbæk og Gaardbogaard Plantager.
Borgen der sank
i middelalderen lå der ifølge sagnet , hvor den sidste tørlagte sø findes, en borg som ejedes af en særdeles ugudelig ridder.
Engang var der fest på borgen, og midt under gildet fandt man på at klæde en gammel so i nattøj og lægge den i en himmelseng med forhæng; derefter gik der bud til den stedlige præst om at komme og berette en døende.
Da præsten viste sig, satte alle gildes brødrene et traurigt ansigt op. Ridderens kone lå på det sidste, forklarede de, og præsten, som bag sengens forhæng anede en skikkelse, istemte med bønner og salmesang. Hver gang grisen gryntede, overdøvede de andre den med højlydte klageråb.
Først da præsten ville give den ”syge ” hostien i munden, så han, hvilket skammelig bedrag, han havde været udsat for. Og medens de lystige herrer lo, så tårerne trillede ned i skægget, og henrykt slog sig på vomme og lår, flygtede den kirkens mand forbitret ud af borgen. I samme øjeblik, han havde passeret vindebroen, vendte han sig og nedkaldte en forbandelse over stedet samt den ugudelige forsamling. Resultatet var, at borgen sank, og vandet fossede frem på stedet, hvor den havde stået. I skyndingen for at slippe ud, havde præsten glemt sin bibel derinde, men lidt efter kom en stol, hvorpå den lå, flydende ind til søens bred.
Parallelle sagn kendes fra mange egne af landet, og den forklædte so er ikke alene en harmløs spas møntet på præsten. Svinet var frugtbarsgudinden Frejas hellige dyr, og i sagnet er det hedenskaben, der håner kristen dommen, men må betale så dyrt derfor. Man aner gennem ordene, hvorledes den katolske kirke spiller med musklerne overfor hedninge, der trængte til omvendelse. Og sagnet er muligvis en slags propaganda sat i cirkulation af kirken selv.
Link: OVERSIGT
|
|
