|
Hærvejen blev skabt af nødvendighed for at komme fra sted
til sted - for at handle, for at overleve, for at opleve. Hærvejen er ikke én vej, men et fletværk af vejstrøg i retningen nord-syd. De vejfaren- de valgte den rute, hvor det var praktisk og nemt at komme frem. Hærvejen kaldes også Oksevejen på grund af middelalderens store eksport af kvæg til Europa.
Hærvejen følger i store træk den jyske højderyg. Herfra strømmer de fleste vandløb mod enten øst eller vest, og de vejfarende valgte ruter, hvor det var nemt - eller slet ikke nødvendigt - at krydse vandløb. Hærvejen følger derfor landskabets linjer, som sjældent er den korteste vej fra sted til sted, men den mest farbare.
Når man vandrer eller cykler langs Hærvejen, bærer man ofte selv sin oppakning. Det betyder, at man kan blive udfordret på, hvad der i virkeligheden er væsentligt at have med. Allerede i pakkeprocessen begynder man at lægge lidt af hverdagen fra sig. Hurtigt finder man ud af, hvor meget man kan undvære.
Du finder også ud af, hvad der virkelig har værdi. Måske er et
par tørre strømper mere værd end en dyr hårshampoo. Måske er en madpakke på det rigtige tidspunkt feriens største kulinariske oplevelse.
Måske vil du blive udfordret undervejs. På din fysik. På dine værdier. På den måde du oplever verden.
Mærk nærheden - og find freden
På Hærvejen kommer du tæt på historien. Du går i oksedrivernes fodspor, der fører til steder, hvor konger og krigere blev dræbt. Du ser nogle af fortidens broer, bygningsværker og mindesmærker. Gamle grænser og fæstningsværker sætter nutiden i perspektiv. En tur gennem naturen ad historiske ruter med kulturelle stoppesteder giver masser af minder til gemmebogen. Det er nemt at medbringe et lille kamera og fastholde dejlige indtryk
af spændende oplevelser undervejs - den skiftende natur, de uforgængelige gamle bygningskonstruktioner og samværet med andre mennesker.
Når du vandrer eller cykler ad Hærvejen, oplever du med alle sanser. Du bliver en del af naturen og gæst i dyrenes rige. Dine sanser skærpes, og de små oplevelser bliver store; når du hører fuglenes sang, når næsen fyldes af planternes duft, når du bemærker naturens farvenuancer og landskabets linjer. Mange steder kan du smage rent kildevand og bær fra skovbrynets buske.
Følges du med andre ad de gamle spor, kan I komme helt tæt på hinanden og dele de umiddelbare indtryk undervejs. Naturens dybe, stille ro giver også plads til at dele livets drømme og oplevelser, og I kan tale om alt og ingenting. |
|